Om Planums Full Out Crew

F.O.C er for dig, som gerne vil have mest muligt ud af din træning, og som drømmer om at tage din dans i en mere professionel retning

Her arbejder vi med dansere som har en god arbejdsmoral, som kender vigtigheden af at tage ansvar for egen læring og som kan bidrage til at alle  spiller hinanden bedre.

FOC undervises af Andrea Kjær og Cille Reinholt, som begge har været i dansebranchen i mange år og som både danseteknisk og med deres viden fra branchen vil hjælpe dig i retning af at blive lige præcis den danser, du kan være. 

Du kan forvente høj faglighed og et oprigtigt ønske om at give dig et stort skub på din danserejse. Vi kommer til at vægte individuel feedback højt, så du kan blive bevidst om dine svagheder for at forbedre dig - og få hjælp til at fremhæve dine styrker for at opnå dit fulde potentiale.

Om træningen

Træningen kommer i forårssæsonnen til at foregå som forskellige åbne intensives, hvor vi inviterer forskellige gæsteundervisere ind for at give deltagerne inspiration, nye perspektiver og masser af udfordring.

På F.O.C. vil træningerne altid bygget op omkring de tre elementer:

  • Eksekvering/levering
  • Viden/Know-how og teknik
  • Feedback og sparring

Vi arbejder både teknisk og nørder udførsel og fordyber os i teknik inden for bl.a. kropskontrol, grooves, flow, kontraster, dynamikker, fortolkning og fordybning i materiale, samt eksekvering af bevægelser. 

Der vil altid være et koreografisk materiale, som vi arbejder med, og der vil altid være et tydligt mål/fokus med hver træning.

Om Cille

Jeg hedder Cille - jeg har undervist de sidste 12 år og har mit speciale inden for hiphop og heels.

Jeg arbejder dels som underviser på Aarhus dance education, Planum Studios og ISI idrætsefterskole og dels som danser og koreograf for forskellige kunstnere.

Mit all time favorit job som danser, var da jeg var på festivalstour med saint clara i sommeren 2022. Derudover har jeg bl.a. koreograferet for DJ Hedegaard, Dayyani og Amea og været danser for Carl Knast til P3 guld, Ellie Jokar til Danish DJ awards og for Danske bank og Moss Mosh gallaevents.

Jeg elsker at undervise og dele ud af alt hvad jeg kan og er en kæmpe nørd inden for tekniske del af dansen og de forskellige dansegenres bevægelsesmønstre.

Når jeg underviser er det vigtigt for mig at skabe et rum, hvor man spiller hinanden bedre og kan lade sig inspirere af hinanden. Min undervisning er altid præget af høj energi og med et teknisk fokus.

Om Dre

Jeg hedder Andrea - jeg elsker at danse og undervise, og jeg har lavet mine egne koreografier så længe jeg kan huske.

Jeg brænder inderligt for dansen og for et professionelt kommercielt danse-liv i Aarhus, og derfor kredser alt mit arbejde om netop dette. Jeg har undervist siden jeg var 12 år gammel, og har gennem de seneste år været så heldig at koreografere bl.a. musikvideoer, danseforestillinger, sommerfestivaler, headliner tours, musicals, TV-performances for DR og TV2, Mabinooz, og shows i alle afskygninger!

Jeg er allermest stolt over mit samarbejde med Saint Clara, som har bragt mig vidt og bredt ud på de største scener i DK som både danser og koreograf i nu 5 år, og så er jeg ekstremt stolt over at have introduceret så mange dygtige talenter for professionelt at arbejde som dansere.

Bliv en del af Full Out Crew, skriv til foc@planum.dk

Vi vil gerne høre hvorfor du ønsker at blive en del af Full Out Crew, og vi vil rigtig gerne se nogle dansevideoer af dig. Sender du det til os, skal vi nok guide dig i den videre proces. 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Hold dig altid opdateret om optagelse og vigtige datoer på @focplanum