NIELS BERGLUND

Jeg hedder Niels og er underviser i Aarhus.

Jeg danser, fordi jeg er typen, der ikke kan sidde stille i alt for lang tid uden, at jeg begynder at kede mig. Det startede ud med, at jeg begyndte at bruge dansen til at ’afreagere’. Jeg var ikke typen, der snakkede om tingene og derfor brændte jeg inde med en masse følelser – så det jeg elsker ved dans er, at jeg kan komme ud med mine følelser gennem bevægelser og tricks.

Breakdance giver mig en følelse af at være ’flyvende’. Der findes ikke end bedre følelse, end når jeg laver de moves og tricks, der ikke er normalt for kroppen at lave, fx når man er nede på gulvet og laver det ene trick efter det andet!

Jeg underviser, fordi jeg gerne vil have at folk oplever og forstår de ting, jeg føler, når jeg danser. Det bedste for mig er, når man ser en af sine elever udføre de trin/tricks, man har undervist dem i, og at de er glade for at opnå det – det er det vigtigste for mig ved at undervise.

Jeg blev en del af Planum Teamet, da Stylez og Planum slog sig sammen forrige år. Efter min mening er det det bedste, der er sket.

Min historie med dans er, at jeg startede på Gøglerskolens Danselinje tilbage i 2008, da jeg ikke vidste hvilken uddannelse, jeg ville starte på. Jeg har derefter taget kursus og har fx papir på, at jeg er Streetdance instruktør. Jeg er typen, der elsker at lære nye ting, så der er efterhånden mange stilarter, som jeg er trænet i. Hvis jeg selv skulle sige det, så er Breakdance og Popping de stilarter, jeg er stærkest i. Gennem årene har jeg fået en masse show- og undervisningserfaring. Jeg har fx været med til at vinde Hip Hop International og Kaufmann Cup, været med i utallige streetshows og musikvideoer/kortfilm, samt været med i Danmark Har Talent (2015). Derudover har jeg undervist på en lang række forskellige efterskoler, ungdomsskoler og danseskoler, på Gøglerskolen og nu hos Planum og FGU i Aarhus.

Min time på Planum er til dem, der gerne vil udfordres (akrobatisk) og have det sjovt på samme tid! Jeg tror på, at intet er umuligt og at man kan lære alt, hvis man giver det tid.