ASTRID ERDAL

Jeg hedder Astrid og underviser i Aarhus og Beder.

Jeg danser fordi jeg elsker det, og det gør mig glad. Dans kan få mit humør i vejret. Når jeg har en træls dag, ved jeg, at jeg bare skal sætte musik på og så stå foran mit spejl på værelset og freestyle, som jeg elsker at gøre. I freestyle kan man ikke gøre noget forkert, men bare nyde det, man elsker allermest.

Det gør mig glad at undervise og jeg oplever energi og glæde, når jeg oplever, at mine elever lærer noget af mig, som de kan bruge og bygge videre på. Derudover er det også lærerigt for mig.

Jeg har danset på Planum i tre år og følte, at jeg blev taget godt imod med det samme. Alle fra Teamet er åbne og snaksaglige, derfor har jeg også været så glad for at blive en del af et team, hvor sammenholdet er så godt! Vi laver en masse fælles aktiviteter sammen ud over dans, og jeg tror, at det er en af grundene til, at vi er sådan et stærkt team!

Jeg har danset siden, jeg var 7 år, både showdance og selvfølgelig en masse hip hop. På efterskole gik jeg på danselinjen og lærte forskellige stilarter, og jeg har blandt andet også stiftet bekendtskab med moderne. Jeg har gået på On Stage et år på Planum, og jeg har været med på konkurrenceholdet Serenity og nu konkurrenceholdet Zen. Derfor har jeg deltaget i forskellige konkurrencer og derudover også været til battles, som jeg gerne vil gøre noget mere ud af i fremtiden.

På Planum underviser jeg i Hip Hop Style, som dækker over forskellige stilarter inden for hip hop. Jeg kan godt lide at give mine elever en udfordring, selvom de er begyndere – jeg synes, at det er bedre at presse dem lidt, end at køre alt for sikkert hele vejen.

Jeg vil gerne slutte af med nogle gode råd ift. dans: Kæmp for det du virkelig gerne vil! Det er en rutsjebanetur at være danser, alt kommer ikke til en flyvende, det er noget man er nødt til at kæmpe for, og du må aldrig miste håbet ift., hvad du kan. Du må IKKE undervurdere dig selv, du kan mere end du går rundt og tror!